Sandberg og WEEE
Siden 13. august 2005 har størstedelen af alle elektriske og elektroniske produkter skullet markeres med en overkrydset skraldespand. Symbolet med en overkrydset skraldespand betyder, at produktet efterkommer de europæiske direktiver 2002/96EC om affaldshåndtering af elektriske og elektroniske produkter kaldet WEEE (Waste from Electrical and Electronical Equipment).
Alle Sandberg produkter på nær kabler og PCI kort er omfattet af WEEE. For alle produkter omfattet af WEEE skal du ved bortskaffelse aflevere produktet på din lokale genbrugsstation. Smid ikke produktet ud som almindeligt husholdningsaffald. Rigtig bortskaffelse af elektroniske produkter hjælper med til at beskytte vores miljø og helbred.
Sandberg og RoHS
RoHS er et EU direktiv med nummeret 2002/95/EC, der er trådt i kraft d. 1/7 2006. Det omhandler begrænsning af brugen af farlige substanser i elektriske produkter, hvoraf også direktivets navn "RoHS" stammer (Restrict the use of Hazardous Substances).
Seks substanser er omfattet af RoHS: Bly, kviksølv, kadmium, krom VI, PBB og PBDE. For Sandbergs produkter er mest aktuelle bly, der bruges i lodning, og kadmium, der bruges i PVC. Sandberg har i året forinden RoHS’ ikrafttrædelse været i tæt dialog med sine producenter om råmaterialer og produktionsmetoder. Dermed har Sandberg været yderst velforberedt på at imødekomme RoHS direktivets krav, hvorfor de pågældende substanser i produkter importeret efter d. 1/7 2006 naturligvis ikke overstiger de værdier, der er specificeret i RoHS direktivet. Du kan derfor som forbruger altid føle dig tryg ved købet af et Sandberg produkt. Produktet følger EU's lovgivning, der hjælper med til at beskytte vores miljø og helbred.